Mick Taylor: Kedeligt at spille i Rolling Stones

Eks-rullestenen Mick Taylor har været langt ude i tovene - i morgen spiller han i Silkeborg

Den legendariske guitarist og sanger Mick Taylor, der forlod The Rolling Stones den 30. marts 1974, har været langt ude i tovene. I de sene 80'erne og et stykke ind i 90'erne så det særlig sort ud for den begavede musiker.

Af Peter Widmer

Mick Taylor

ejede end ikke en guitar eller en forstærker. Han var stærkt afhængig af stoffer, ofte konfus, isolerede sig fra omverdenen, og havde i det hele taget svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen. Men gradvist vendte strømmen for den nu 58-årige musiker med den karakteristiske, sprøde og helt originale guitarlyd, og siden da har Mick Taylor været på vej opad. I dag fremstår den alsidige spillemand som en frisk, stabil herre, der er i balance med sig selv og omverdenen.

Tilbage fra dybet

- Mick Taylor, du har oplevet nogle mørke år.
- "Ja dét har jeg, og da jeg var længst ude, gik det op for mig, at jeg havde to valg. Med den tilværelse, jeg førte, styrede jeg lige mod afgrunden, og dét kunne jeg jo fortsætte med og så stille skoene inden så længe. Eller også kunne jeg atter begynde at koncentrere mig om det, jeg er bedst til, nemlig at spille guitar. Jeg fandt ud af, at det åbenbart er min mission her i livet at spille guitar, og da jeg var nået frem til dét, var det dét, jeg valgte. Og langsomt begyndte jeg så at kravle tilbage fra dybet for at komme til at lave musik igen."

Et af resultaterne af denne proces førte til indspilningen af Mick Taylors andet studie-album, den udmærkede ´A Stones' Throw´, der udkom i år 2000. Både før og siden er det blevet til et par andre cd'er i eget navn, men Mick Taylors hovedværk er og bliver den uomgængelige ´Mick Taylor´ fra 1979.

- "´Mick Taylor´ udkom på cd for nogle år siden, og den sælger jævnt hen godt, og det er jeg selvfølgelig godt tilfreds med. Den fremhæves i øvrigt også af mange kritikere som det bedste, jeg har lavet. Om jeg er helt enig i dét, skal jeg lade være usagt, men jeg er stadig stolt over dén skive."

Med John Mayall

Vi fortsætter med at snakke indspilninger, som Mick Taylor har medvirket på, og spoler godt tilbage i tiden.

Før Mick Taylor kom med i The Rolling Stones, spillede han med det britiske bluesmiljøs faderfigur, John Mayall, i det hæderkronede orkester John Mayall & The Bluesbreakers. Her fik han sin pladedebut som teenager på den klassiske plade ´Crusade´ fra 1967. Derefter var Mick Taylor bl. a. med på to andre studie lp'er med John Mayall, nemlig ´Bare Wires´ og ´Blues from Laurel Canyon´, der begge blev til i 1968.

- "Min yndlings-lp er helt klart ´Blues from Laurel Canyon´, siger Mick Taylor uden tøven. Det, jeg godt kan lide ved den, er, at den er eksperimenterende. Jeg holder meget af de klangflader og klangfarver, vi fik frem. Og så er det et ret afdæmpet, homogent album, der på mange måder hviler i sig selv."

Fra at have etableret sig som en strålende bluesmusiker hos John Mayall, tog Mick Taylors musikerliv et endnu større berømmelsens kæmpespring, da han blev hyret af selveste The Rolling Stones. Nu skulle den stå på rock og rul.

Våde bukser

Debut'en med The Rolling Stones fandt sted ved den legendariske Hyde Park koncert i London den 1. juni 1969, hvor Mick Taylor skulle spille for mere end hundrede tusinde mennesker.

- Var du nervøs?
- "Ja, dét var jeg! Jeg var da lige ved at tisse i bukserne, men de andre var også meget nervøse! Det var jo deres første optræden, efter at gruppens uofficielle leder Brian Jones var død, og de var selvsagt noget oppe at køre. Men vi faldt da
alle sammen ned igen efter de første par numre. Og alt i alt gik det jo helt pænt, og dét job var en oplevelse, jeg aldrig glemmer. Egentlig havde jeg nogle gode år med The Rolling Stones, men efterhånden kunne jeg fornemme, at jeg blev nødt til at til at takke af."

Jeg kedede mig

- Hvorfor forlod du egentlig The Rolling Stones?
- "Fordi jeg rent ud sagt kedede mig rent musikalsk set. Jeg var træt af ikke at kunne spille med mange forskellige musikere, som da jeg spillede med John Mayall's Bluesbreakers. Jeg savnede virkelig bluesmiljøet. Alt det holdt jo op, da jeg kom med i The Rolling Stones, og dér kom tingene så til at se helt anderledes ud, end jeg havde forestillet mig, de ville. Vi var jo også flyttet til Frankrig i skattely, så rent fysisk var jeg mange kilometer væk fra det musikmiljø, jeg kunne lide at færdes i. Som ´rullesten´ håbede jeg på at komme til at bidrage med mine egne numre og på at få spillet en masse koncerter, men det blev jo reelt ikke til ret meget", konstaterer Mick Taylor uden bitterhed i stemmen, men med et skævt smil.

Ikke blot følte Mick Taylor sig hæmmet som musiker, så guitaristen måtte ty til at spille med andre end sine band-kolleger, simpelthen for at hænge sammen som den udviklingssøgende kunstner, Mick Taylor er. Bl.a. medvirkede han på Mike Oldfield's klassiske ´Tubular Bells´, der udkom i 1973. Men også på privatfronten så det skidt ud, for ægteskabet røg, og så var der alt for meget af ´Sex, Drugs & Rock n' Roll´ i The Rolling Stones, og Mick Taylor holdt sig ikke tilbage. Efterhånden blev det hele dog for meget, og Mick Taylor forlod The Rolling Stones som en desillusioneret mand.

Snydt

- "Jeg blev virkelig snydt, både økonomisk og musikalsk set. Og der gik da også længe, før jeg begyndte at spille igen. Mine guitarer stod bare og samlede støv. Jeg havde faktisk helt mistet lysten til at spille, og jeg tror, der gik et helt år, fra jeg forlod The Rolling Stones, til jeg atter havde en guitar mellem hænderne", fortæller Mick Taylor.

Efter at Mick Taylor havde forladt The Rolling Stones, forsvandt han fra den store offentligheds søgelys, men siden spillelysten vendte tilbage, har guitaristen ikke ligget på den lade side.

F.eks. har Mick Taylor spillet med Jack Bruce Band, der bl.a talte jazz-komponisten og arrangøren Carla Bley, og som kunne høres i København i midten af 1970'erne. Desuden har Mick Taylor f. eks. spillet med eller indspillet med den texanske musiker Carla Olson, med ex-Ten Years After guitaristen Alvin Lee, med Anthony Thistlethwaite fra The Waterboys, og med Bob Dylan, på hvis album 'Infidels' Mick Taylor slipper guitardyret løs.

Dylan - Grateful Dead

- "Og det var en sand fornøjelse at arbejde med Bob Dylan. Jeg havde fået at vide, at han kunne være vanskelig at virke sammen med, men der var absolut ingen problemer overhovedet. Vi hyggede os virkelig, siger Mick Taylor overbevisende."

Og så har Mick Taylor endda indspillet med danske Savage Rose på deres cd ´Black Angel´ samt spillet med legendariske The Grateful Dead.

- "The Grateful Dead og jeg lærte allerede hinanden at kende sidst i 1960'erne - først i 1970'erne, og vi har i det hele taget tilbragt megen tid sammen. Specielt kom jeg godt ud af det med Jerry Garcia, men resten af bandet kunne jeg også godt med. I 1988 spurgte de mig så, om jeg ville spille med dem ved en velgørenhedskoncert i New York, og jeg sprang da til med det samme."

Selvbiografi

- "Min kalender er nu booket godt op med jobs. Desuden arbejder jeg på min selvbiografi. Jeg skriver fra tid til anden, men det er en lang proces, og jeg ved slet ikke, hvornår den udkommer. Men jeg er godt i gang, og jeg samler materiale konstant", slutter Mick Taylor med et smil.

Peter Widmer

Mick Taylor og Wentus Blues Band Spiller på Rampelys, fredag d. 27. oktober 

copyright©2006 Midtjyllands Avis