Bag om musikken med Bob Brozman
 
Af Peter Widmer

»Både min kone jeg og jeg er godt trætte af at bo i USA, og vi har allerede kigget på et sted i Italien, hvor vi gerne vil slå os ned,« siger den amerikanske universitetsuddannede ”World Blues” guitarist, forfatter og underviser Bob Brozman, der har et mindre hav af vinyl-, CD-, VHS- og DVD udgivelser bag sig.
Bob Brozman har lige afsluttet en aldeles forrygende koncert og ledet en velbesøgt workshop for guitarister og andre interesserede på Rampelys i Silkeborg, hvor han var på scenen som dagens første navn i forbindelse med B’ Sharps ”7th International Blues Event 2005,” der løb af stabelen lørdag den 30. april i år.

 
Sure myndigheder
Bob Brozman, der med sit kulsorte hår, fuldskæg og gnistrende øjne sagtens kunne ligne en ”standardterrorist,” har fået et problematisk forhold til de amerikanske immigrations- og andre myndigheder.
»Siden 11. september 2001 har jeg kun haft masser af vrøvl hver gang jeg rejser ind i eller ud af USA, og det kan du sikkert godt forstå med mit udseende,« siger en tydeligt indigneret Bob Brozman.
»Jeg er amerikansk statsborger, er på turné cirka ti måneder om året, har spillet og optrådt alene og med mange forskellige musikere i mere end tres lande. For eksempel har jeg spillet og indspillet med musikere fra Hawaii, Ny Guinea og Reunion Island, der ligger ud for Madagaskar, og jeg har krydset grænsen til mit fødeland utallige gange uden problemer. Men siden World Trade Center blev jævnet med jorden, er de amerikanske myndigheder blevet helt paranoide. De tror, at jeg er terrorist, men det eneste, jeg har ”terroriseret” verden med, er min musik, og dén kender ingen grænser, men dét gør de amerikanske myndigheder åbenbart i dagens USA. De er sure over, at jeg hjælper udlændinge.«
Og at Bob Brozman hjælper udlændinge går blandt andet ud på, at han har grundlagt organisationen Global Music Aid Foundation, der donerer musikinstrumenter og musikudstyr til fattige musikere i mange forskellige udviklingslande, hvor han betragtes som en god musikalsk sparringspartner.
»På mine mange rejser har jeg fået et godt ry som en fin fyr at samarbejde med, fordi jeg ikke er imperialistisk. Hverken i min tilgang til andre mennesker eller til musikken. Jeg betragter blandt andet musikken som en fremragende måde at gøre folk ydmyge på – positivt ment – hvis man nærmer sig den på den rette måde,« siger Bob Brozman overbevisende, og fortsætter:

 
Tidlig debut
»Min egen musikalske rejse har været lang, når det drejer sig om min spillestil. Jeg begyndte allerede at spille guitar i 5 – 6 års alderen, og allerede som 13-årig blev jeg forelsket i National-guitarer. Det hele startede med tidlig Delta Blues, og dén er min musikalske base. Senere hen blev jeg fascineret af hawaiianske toner og instrumenter, men også tidlig jazz og især Django Reinhardts musik blev jeg meget forelsket i. Efterhånden blev jeg også meget interesseret i caribiske toner, og lad mig lige slå fast, at de mest spændende ting rent musikalsk, og især med hensyn til strengeinstrumenter, sker helt ude på kolonialismens yderste grænser. Jeg suger til mig, hvor kan, og spiller også flere forskellige ”etniske” strengeinstrumenter,« siger Bob Brozman.
Fra starten af vores samtale er det klart, at Bob Brozman ikke er som amerikanere er flest i vore dage, og Bob Brozmans utilfredshed med dagens USA dukker op til overfladen flere gange i løbet af vores snak.
»Mit verdenssyn blev grundlagt meget tidligt. Jeg er født i New York i 1954 og voksede op i en kommunistisk orienteret familie i de meget konservative 1950’ere, der blandt andet var præget af racisme og koldkrigsstemning. Min onkel havde et spillested, der var en af de absolut første lokaliteter, hvor man kunne opleve både sorte og hvide kunstnere på scenen samtidig, så raceskel har jeg aldrig beskæftiget mig med. 1950’erne var også præget af konformitet og kommunistforskrækkelse, blandt andet personificeret i den famøse kommunistjæger og senator Joe McCarthy, der jo også har lagt navn til McCarthyismen. Et af mine familiemedlemmer var advokat, og forsvarede for eksempel ægteparret Ethel og Julius Rosenberg, der blev dømt til døden og henrettet for antiamerikansk (spion-) virksomhed i de tidlige 1950’ere,« fortæller Bob Brozman.

 
De onde har vundet
Er du enig i, at der er mange lighedspunkter mellem 1920’ernes USA, 1950’ernes USA, 1980’ernes USA og USA som det tager sig ud i dag. Her tænker jeg blandt andet på konformitet, på frygten for det fremmede og for anderledes udseende og tænkende mennesker?

»Ja, det er jeg i høj grad, og siden 11. september 2001 er det gået helt galt, synes jeg. Politisk korrekthed er en helt død sild i USA, og det er helt klart, at de onde har vundet. Og hvorfor så det? Jo ser du, det er der flere grunde til,« siger Bob Brozman alvorligt.
»For det første har den siddende regering skåret kraftigt ned på tilskud til uddannelse. For det andet er marketing gået enormt i vejret sammen med popkultur. For det tredje bliver der konstant sat fokus på berømtheder og det at være berømt for at aflede folks opmærksomhed fra mere væsentlige ting. For det fjerde er medierne i USA i højere og højere grad blevet privatiserede og styrkede, hvilket igen betyder, at informations- kanalerne bliver mere og mere blokerede. Det er svært at få at vide, hvad der egentlig foregår. For det femte er religiøs fundamentalisme i kraftig fremmarch, og for det det sjette ser man nu det samme som i 1980’erne, nemlig det, at materialismen er fremherskende, og igen synes størstedelen af befolkningen, at grådighed er godt,« forklarer Bob Brozman indigneret.
»Blandt andet disse faktorer gør tilsammen, at der i dag ikke er plads til meninger, der afviger fra flertallets, og der er slet ikke plads til afvigere. Der er heller ingen plads til harme over tingenes tilstand. Det, der er fremherskende i dagens USA, er egoisme; både materielt og intellektuelt på individ-niveau men også nationalt set. I det mindste gælder dette for flertallet af amerikanere. 20 % af amerikanere kan ikke læse, og omkring 80% får ikke nogen ordentlig skolegang, og der er flere og flere, der lever under fattigdomsgrænsen. Men selv de fattigste får råd til at betale for deres fordummende kabel-tv. Samhørighed er et fænomen, jeg finder mindre og mindre af i USA.«

 
Frihed
Frihed og samhørighed finder Bob Brozman dog i musikken, især på sine mange rejser og under sine mange koncerter over hele kloden, og specielt Europa er han begejstret for.
»Sådan som jeg ser på begrebet ”in concert,” betyder det at lave noget (på scenen) sammen med andre mennesker, og det betyder meget for mig, at kunne kommunikere med publikum og at se folk være sammen om andet end TV.
Jeg er meget glad for Europa, der blandt andet har det intellektuelle miljø og den frihed som jeg savner i USA. Hver gang jeg er i Europa, føler jeg mig som et frit menneske, for her kan jeg sige, hvad jeg vil. Det kan jeg ikke i USA, men heldigvis taler både min kone og jeg fransk, så det benytter vi os tit af i det offentlige rum derhjemme, så andre ikke kan forstå, hvad vi taler om. Frihed føler jeg ikke meget af i USA i dag, men heldigvis er det sådan, at jeg altid vil have musikken med mig, og for mig er musik lig med frihed,« slutter Bob Brozman.
Intervieweren takker og kigger op fra sine notater, da en B’ Sharp-medarbejder går forbi. På ryggen af hans B’ Sharp-skjorte har Bob Brozman plantet sin autograf, og neden under denne har han med store blokbogstaver skrevet: ”MUSIC IS FREEDOM”. Sådan!

Se endvidere www.bobbrozman.com

© Peter Widmer, Maj 2005