|
Festivalen foregik over to dage i strålende solskin og med masser af glade mennesker. Min kone Gudrun og jeg var sammen
med Bonnie og Max Cooperstein. Max er musikagent og havde Otis Taylor og Big Time Sarah med på festivalen.
Igennem ham fik vi invitationen til festivalen.
 Jeg fandt senere hen ud af at Max Cooperstein er en levende
blues legende. I 50erne var han med til at starte det berømte Blues label Chess records i Chigago, sammen
med brødrene Phil og Leonard Chess. Der igenem har han så mødt alle de store navne indenfor blues, soul og rock`n
roll. Max er 73 år i dag, still in business og still going strong.
Men inden jeg går videre skal jeg jo også lige nævne at man allerede om fredagen tyvstartede med en såkaldt harmonica
battle. ”Annual free Waterfront Concert”. Det var med de herrer Johnny Dyer, Paul DeLay, Mark
Hummel og James Harman. Især James Harman og Johnny Dyer gjorde et stort indtryk på mig. Det hele foregik i
middagstimerne på the Embarcadero at the San Francisco Pier, hvor man gjorde fin reklame for festivalen ved at sætte
nogle boder op der solgte billetter, t-shirts, bøger, CD`s og meget mere.
Men tilbage til festivalen som startede allerede ved 11 tiden om formiddagen og sluttede ved 18 tiden om aften. For os
danskere et mærkeligt tidspunkt, men det havde sine gode grunde - vi fik at vide at det var fordi at man ganske enkelt
ikke brugte lys.
De første der lagde ud om lørdagen var The Mofo Party Band fra Fresno i Californien. De gik ganske uimponeret til
sagen selv om det er jo altid vanskeligt at åbne en festival. Bandet imponerede ved deres jump and swing & westcoast
blues, og på de ca. 40 minutter de var på scenen leverede de for mig at se et ganske flot show.
Efter dem kom Reverend Rabia & Virgil Trasher på scenen, som spillede akustisk blues. Reverend Rabia er
meget inspireret af de gamle sangerinder fra 30erne såsom Memphis Minnie. Virgil Trasher henter sin inspiration i 30er
og 40ernes Country Blues i stil med Leadbelly.
Og så kom der ellers mere gang i den med sangerinden Toni Lynn Washington og hendes band, som bl.a. talte en
hornsektion. Jeg kunne godt lide hendes energiske stemme og den måde hun præsenterede soul og blues på. I hendes yngre
dage optrådte hun bl.a. med Jackie Wilson og Sam & Dave.
Næste artist der gik på scenen var Otis Taylor og hans trio. Han spillede den mere syrede blues, hvor man
tydelig kunne høre at Jimi Hendrix har betydet en del for ham. Taylors musik er dybt forankret i akustik bluesens rødder
hvor hans historiske tekster handler om livet i USA for mere end 100 år siden, indianere, Buffalo soldiers og livet i
the Delta og Louisisana.
Han forbløffede mig ved at tale nogle få ord dansk, da jeg talte med ham senere. Det kom sig af, at han rejste rundt med
The American folk blues festival i 60erne som bl.a. førte ham til Danmark. Og han vil gerne komme igen - sku’ jeg hilse
og sige!!
Otis Taylor fik i år den største anerkendelse inden for blues musikken: en W.C. Handy Award for ”Best new artist debut”.
 Efter Otis Taylor kom turen til
Jody Williams. Sanger og guitaristen som fik sig et comeback i år, efter at have været væk fra bluesscenen i 30 år.
I 50er og 60erne blev han omtalt som ”one of the greatest blues guitarists of all time.”
Han er ganske enkelt en berigelse for bluesmusikken. Hans følsome guitarspil, hvor man tydelig kan høre hans mentor
T-Bone Walker, er ganske enkelt fremragende. Det beviser han også på hans comeback CD, ”Return of a legend.” Welcome
back, Jody!”
 Hen ved 15
tiden var det så nogle af mine største favoritter indenfor westcoast harmonica blues, nemlig Little Charlie & The
Nightcats der gjorde deres entrè.
Og man kunne også tydeligt høre hos publikummet, som vel talte cirka 10.000 + 2 danskere denne solbeskinnede lørdag, at
de også var deres helte. De levede fuldt ud op til deres og mine forventninger.
Med en forrygende guitarist og indpisker Little Charlie Baty, samt en af blues- musikkens bedste sanger og
harmonicaspiller Rick Estrin i spidsen leverede de simpelthen varen. Bare ærgerligt at det hele sluttede allerede
efter en time.
Jeg havde aldrig hørt om Howard Tate før, men jeg skal love jer at det var noget jeg sent vil glemme. Så stod han
der pludselig på scenen, iført knaldgrønt jakkesæt og en stemme jeg sjældent har hørt før.
Med et stort band som bl.a. talte korpiger og hornsektion, fik vi en fantastisk tur genem soul og gospel bluesen. Tate
har været væk længe, angiveligt grundet alkoholmisbrug. I dag er han præst og i gang med et comeback som sanger. Ham vil
man utvivlsomt komme til at høre meget mere om i fremtiden.
Festivalens første dag nærmede sig slutningen og den var lagt i hænderne på Robert Cray, en af bluesmusikkens
megastjerner, eller ? - det kan diskuteres, men for mig at se hører han ikke til under kategorien Blues, nærmere
Pop-soul. Bevares, han er en fremragende sanger og kan sit kram på guitaren, men kedeligt er det at høre ham. Jeg ved
ikke hvorfor, men hos pigerne har han en stor stjerne. Vi drillede hinanden lidt og kaldte hans musik for ”Ladies
music.”
Festivalens anden dag startede i strålende solskin, hvor jeg desværre gik glip af de første optrædende, Stars of
Glory. En fem pigers vokalist gruppe som opførte den klassiske downhome gospel.
 Men det, som havde mit store
interesse denne søndag var Big Time Sarah fra Chicago, som indtog scenen ved 12 tiden, godt backet up af den
dygtige guitarist Steve Freund og hans band fra San Francisco.
 Big Time Sarah er en
stor - meget stor kvinde, især når hun står på scenen, men især også som underholder og sanger – og jeg skal love
jer for at hun lagde publikum for sine fødder med hendes store stemme og krop – og ikke mindst hendes store karisma.
Hun forstår at levere varen, hvor hun bl.a. synger de gamle chicago bluesklassikere - skrevet af bl.a. Willie Dixon og
Muddy Waters.
Hun var en stor oplevelse, den bedste sangerinde på denne festival. Næste år kommer hun til Danmark, hvor hun
sandsynligvis vil lægge vejen forbi Rampelys - og så venter der publikum en stor, stor oplevelse.
 Efter hende havde jeg fornøjelsen
at kunne opleve en levende blueslegende, i skikkelse af den 87 årige sanger og guitarist Robert Lockwood Jr.
også kendt som Robert Johnsons stedsøn. Han var en stor oplevelse, som han nu sad der alene på den store scene og tog os
med på en rejse helt tilbage til 20 & 30ernes Delta Blues. Jeg må indrømme at der rørte sig noget i mig og jeg blev
ganske enkelt bevæget af at se denne store blues legende, som på trods af sin høje alder var i fin fysisk form og
spillede flot på sin akustiske guitar, hvor stemmen heller ikke fejlede noget. Det er ellers sjældent i dag at man har
fornøjelsen af, at opleve navne som Robert Lockwood.
 James
Cotton Blues Band var de næste der indtog scenen. James Cotton, en af bluesmusikkens store mundharmonikamestre -
bl.a. i en årrække sammen med Muddy Waters - spillede sig igennem den
 traditionelle
”harmonica-blues”. Hans stemme er næsten væk, så det med at synge overlader han nu til andre. Men han er also en levende
legende og kan sit kram, og har i hans lange karriere indspillet over 24 albums og er flere gange blevet honoreret med
den eftertragtede W.C. Handy Award.
Inden the grand finale havde vi fornøjelsen at kunne oplevede en af Chicagos største Bluesguitarister gennem tiderne,
den 68 årige Otis Rush.
Jeg havde hørt ham før og var ikke særlig imponeret dengang. Men her i San Francisco var han ganske enkelt fremragende.
Det jeg kan lide ved ham er, at hans guitar har en speciel lyd, som man ikke hører andre steder. Og så er han også en
god sanger. Det var Chicago Blues af allerfineste karat han fremførte denne søndag eftermiddag.
Og så kom finalen. Den blev desværre efter min opfattelse en stor fuser.
Steve Miller`s Chicago Blues Reunion med navne som Charlie Musselwhite, Elvin Bishop, Barry
Goldberg, Harvey Mandel, Nick Gravenites og Marcy Levy skulle have været den store oplevelse og en
flot afslutning på denne jubilæumsfestival. Det startede ellers godt med mit gamle idol Steve Miller der lagde ud i en
anderledes, spændende version af ”Fly like an eagle”. Det næste nummer var også i orden. Men så kom de her førnævnte
folk op på scenen en efter en og det hele druknede i guitarlir, syret rock, og mere, som ikke hørte til på denne
festival efter min mening. Sammenspillet manglede, der var for mange enmandspræstationer og ingen stil over det. Midt i
det hele besluttede vi os for at tage hjem på vores hotelværelse.
Men på trods af det var det en stor oplevelse at overvære San Francisco Blues Festival. En af de bedste jeg har oplevet
i al den tid jeg har beskæftiget mig med the blues. Om søndagen blev den overværet af 15.000 glade amerikanere og to
meget glade danskere.
En stor tak til Bonnie og Max Cooperstein for deres venlighed og gæstfrihed.
|
