Af Peter Widmer

For nittende år i træk trak Chicago Blues Festival mere end en halv million mennesker til den elektriske blues-musiks hjemby – Chicago., Illinois, U.S.A. I år løb festivalen fra og med torsdag den 30 maj og til og med søndag den 2. juni. Festivalen arrangeres af The Mayor’s Office of Special Events, og hele festivalen er gratis.

Bo Diddley - pinligt!

Chicago Blues Festival finder sted i Grant Park, der ligger meget centralt, næsten på kanten af Lake Michigan, tæt på et af Chicagos kendemærker, John Hancock Center, og kun et stenkast fra seværdigheder som The Art Institute of Chicago, Field Museum og Shedd Aquarium.

Alle koncerter foregår udendørs, og man gør klogt i at tjekke vejrudsigten hver dag, for man må være forberedt på lidt af hvert fra vejrgudernes side. 

Vejret kan ret hurtigt veksle fra stegende sol til styrtregn, og fra klam, stllestående varme til blæsende kulde. 

Det er med andre ord tilrådeligt at huske både solcreme og paraply samt andet fornuftigt udstyr som shorts og lange bukser.

Koncerter starter ved 12 – 13 tiden og slutter på de fleste scener mellem kl. 18 og 19. Kun på Petrillo Music Shell-scenen spilles der fra ved 17-tiden til klokken 21:30.
Ud over Petrillo Music Shell, der er festivalens største, er der fem scener.

Blues foredrag

Der er Front Porch Stage og der er den lille Juke Joint Stage, som overvejende bliver brugt til akustiske sæt, for det meste leveret af solo-kunstnere eller douer. Så er der Gibson Guitar Stage, Best Buy Fun Zone Stage og Route 66 Roadhouse Stage. Den sidste anvendes til foredrag og rundbordssamtaler om og med blues-kunstnere og er værd at besøge. For eksempel kunne man i år opleve en diskussion mellem Robert Gordon og Peter Guralnik om emnet Muddy Waters in Print.

Kun ved Petrillo Music Shell skal man have et stempel – og stå i kø for at få det - for at komme ind til de forskellige koncerter. Kun Petrillo Music Shell har siddepladser og derfor begrænset plads. Man kan få sit stempel hen på eftermiddagen, og når dét er hjemme, kan man fordrive ventetiden indtil det går løs på Petrillo Music Shell med at høre musik ved de andre scener. 

Spøjse typer

Man kan også gå sig en tur langs med de mange boder, der faldbyder T-shirts, postere med mere. Man kan snuse hos CD-sælgerne Best Buy, eller man kan spise amerikansk, japansk, mexicansk og så videre, mens man kigger på byens fascinerende skyline. 

Man kan jo også sætte sig i græsset med en drink og bare se på folk. Spøjse typer, fest og farver er der nok af, men man øjner ingen ”festivalvrag” eller stærkt berusede i det hele taget. Stemningen er uhyre afslappet og venlig, og alkoholfrie drikke er mere reglen end undtagelsen.

Dog er for eksempel både fadøl og ting med tequila i dog til at få fat på. Dette vil nok tiltale de fleste danske festival-deltagere. Og så kan man føle sig helt tryg. Vore venner og beskyttere – Chicagos politi - er stærkt repræsenteret på festivalen, men har tilsyneladende stort set intet at lave.

Overvældende

Antallet af programsatte kunstnere er ganske overvældende, og det er umuligt at nå at høre al den gode musik, man gerne vil. Enten må man vælge bestemte koncerter og høre dem i fuld udstrækning, eller også må man sno sig. 

For at nå at høre så mange forskellige kunstnere som muligt, specielt af dem der endnu ikke har gæstet Danmark eller kun sjældent høres her, faldt valget på det sidste, og det lykkedes faktisk at komme helt godt omkring.

De kunstnere der omtales nedenfor er dog kun et udpluk af, hvad én nåede at snuse til, og så er der alle de musikere, det var umuligt at komme omkring, og alle de koncerter, én kun hørte halvdelen af. 

For eksempel måtte denne signatur forlade den fremadstormende og meget funky Ronnie Baker Brooks og hans forrygende band halvvejs gennem deres fine koncert. Andre navne kaldte, men dét er vilkårene, hvis man vælger at sno sig.

Tynd te

Festivalens første dag var en tynd kop te. Det mest bemærkelsesværdig navn var Dave Weld & The Imperial Flames, der trykkede den af med ukuelig energi og nær publikumskontakt på – og foran - Gibson Guitar Crossroads Stage. North Mississippi All Stars var aftenens store navn. På Petrillo Music Shell-scenen gav de en jævn koncert, hvor materialet ikke holdt i længden. Og kedeligt blev det.

Fredagen bød heldigvis på nogle fine koncertoplevelser. Især var det rygmarvskildrende at høre sump-syre-blues ved den unikke New Orleans slide-guitarist, sanger med mere John Mooney og hans fortrinlige band Bluesiana.

Vulgær

Big Bill Morganfield, der er søn af Muddy Waters, var sammen med sit seje orkester mand for en gang gedigen Chicago Blues, der blev spillet med både nerve, nærvær og humor. Helt i faderens ånd, men spillet af en mand, der står mere og mere på egne ben. Både Mooney og Morganfield kunne også høres i mere afdæmpede sæt på Juke Joint-scenen.

Chicagos hvide blues-diva, sangerinden med mere Liz Mandeville Greeson, var et godt og interessant bekendtskab. Med en kraftig, lettere hæs stemme, tekster, der vil noget, et publikumsvenligt sangforedrag, et godt band og en på samme tid vulgær og skælmsk sceneoptræden gik hendes sæt rent ind. 

Pinligt

Det samme gjorde det unge Rockin’ Johnny Band. Guitaristen, sangeren og sangskriveren Rockin’ Johnny, der hører hjemme i Chicago, har lavet et par gode CD’er, så forventningerne var høje. Han og hans orkesters energiske men økonomiske sæt burde have have haft et større publikum, end de fik, for forventningerne blev indfriet. Et af festivalens små højdepunkter.

Blues-veteranen James Cotton leverede med sit skoledannende mundharpespil og sit gode band et ganske forrygende sæt på Petrillo Music Shell-scenen. 

Samme sted kunne man opleve en pinligt dårlig optræden ved Bo Diddley, der blandt andet havde indforekrevet bas-legenden Robert Stroger og mundharpemanden, sangeren og sangskriveren Billy Boy Arnold. Sidstnævnte hørtes også på guitar, men det var klart Bo Diddley, der åbenbart skulle være i centrum. Selvcentreret og braldrende både verbalt og i sit simple guitarspil førte Diddley sig frem, mens hans gode musikere prøvede at hæve niveauet over gulvtæppehøjde. Det lykkedes ikke.

Gamle herrer

Lørdagen bød på fine sæt ved Fat Possum-kunstnerne Cedell Davis og Super Chikan. Desuden var der en hel særlig chance for at høre blues-legenderne Homesick James og David 'Honeyboy' Edwards. Med to medmusikere stod de gamle herrer for en af dagens mest givende oplevelser. Men også Paul Oscher's sæt på Juke Joint scenen var et pletskud.

Dagen gav også gode oplevelser i selskab med folk som, LeRoy Parnell og W.C. Clark på Gibson Guitar Crossroads Stage. Best Buy Fun Zone scenen blev blandt andet betrådt af Howard & The Whiteboys, der overraskede med et stærkt sæt. Det samme – og mere til – gjorde pianisten, komponisten og sangerinden Dona Oxford, der har kunnet høres i Danmark med Shemekia Copeland. Sammen med sit veloplagte orkester stod Oxford for en af dagens absolut bedste, mest forrygende og intense koncerter. 

Råswingende

Petrillo Music Shell-scenen bød på Johnny B. Moore, som gav et udmærket om end lidt langtrukkent sæt. Dernæst fulgte de herlige Jelly Roll Kings. Selv om de fejlagtigt blev annonceret som 'the Gipsy Roll Kings', kastede de sig ufortrødent og med smil på læben, ud i et råswingende sæt.

Sidste navn på Petrillo Music Shell-scenen var vokal-kometen Shemekia Copeland. Med et fremragende band og med en funklende udstråling, selvtillid, tæt publikumskontakt og absolut bevidsthed om sit værd som kvinde samt – ikke mindst – en uhyggeligt hurtigt modnet vokal havde Copeland publikum i sin hule hånd. Og så sang hun så ikke et øje var tørt.

Varme og charme

Festivalens sidste dag kunne blandt andet byde på et glimrende sæt ved Cephas and Wiggins, to af den akustiske blues-musiks fakkelbærere. Mere strømførende toner sprøjtede ud af Mighty Blue Kings, der klart havde en specielt god dag. Det samme havde den eminente sangerinde Shirley Johnson, der i øvrigt hører til blandt spillestedet Blue Chicagos faste kunstnere. Med varme, charme og stort vokaltalent sang og swang hun sig gennem et aldrig stillestående sæt, godt backet af et tændt orkester. En sand fornøjelse.

Det var Jimmy Dawkins derimod ikke, da han spillede på Petrillo Music Shell-scenen. Han var som orkesterleder ansvarlig for et sørgeligt usammenhængende sæt, trods fine medmusikere. Jimmy Dawkins har nok haft sine bedste dage. Denne optræden var ham i hvert fald ikke værdig, men Dawkins havde dog en pæn jakke på. Dén tog kegler. Det gjorde musikken ikke.

Positiv overraskelse

Sangerinden Johnnie Mae Dunston var på scenen før Dawkins, og tromlede frem med et sæt, der var veludført, men ikke specielt inspirerende.

Dét var derimod sangerinden Betty Lavette, der blev festivalens helt store, positive overraskelse og oplevelse. Betty Lavette har i mange år primært virket i Europa, og optrådte på Chicago Blues Festival for første gang overhovedet. Med en blanding af soul, blues og rhythm'n blues på repertoiret, et godt band bag sig og med en stor stemme, fine fraseringer og en næsten stuevant, udadvendt sceneoptræden sang Lavette sig ind i publikums hjerter, og dét fuldt fortjent. Tjek blandt andet CD’en 'Let Me Down Easy - Betty Lavette in Concert' på Munic Records.

Eksperimenterende
 
James Blood Ulmer/Vernon Reid Sun Sessions sluttede af med atypiske blues-toner, der absolut ikke faldt i alles smag. Med rock- og jazz-undertoner og brug af en original violinist, der tilførte musikken et helt særligt skær, knaldede Ulmer og Reid med band sig gennem et meget sprudlende, spændende og eksperimenterende sæt. I hvert fald hvad angår den halvdel, denne skribent overværede. 
 
Trods musikkens høje kvalitetsniveau var der mange, der udvandrede. Måske på grund af musikken, måske fordi det var blevet bidende koldt og blæsende. 

Fine oplevelser
 
Sådan blev der sat punktum for den nittende Chicago Blues Festival. Måske manglede de helt store navne, men alligevel bød festivalen, hvis tema i øvrigt var 'Shes Nineteen Years Ole – a Tribute to Muddy Waters', også i år på mange fine bluesoplevelser.

Chicago Blues Festival – og Chicago som sådan - er et must for enhver, der interesserer sig for blues, og 'blues-musikkens Mekka' bør man besøge mindst én gang i løbet af et forhåbentlig langt og godt liv i bluesmusikkens favn.
 
© Peter Widmer, juli 2002